Den dag naturen talte til mig
“Jeg tror naturen talte til mig idag,”
sagde jeg til mine børn. Og de kiggede undrende tilbage. Måske som om, at de nu var de voksne i foretagendet og jeg den, der lever i en fantasiverden. Måske som jeg har kigget på dem ind imellem. Det vender vi tilbage til.
Vi tager lige et udsagn, som bør høre til de mindre kontroversielle: Det eneste system, som har vist sig uendeligt levedygtigt over tid, er naturens. Så hvordan kan vi med forbillede i naturen opbygge organisationer og arbejdspladser, som er levedygtige over tid og skaber trivsel?
Et eksempel og en øvelse
Det lyder alt sammen lidt abstrakt. Lad os tage et eksempel og en øvelse, som du kan gøre dig.
Eksemplet først:
Alting i naturen spiller en rolle i, at systemet fungerer optimalt. Der skete ingenting i min kompost til jeg fandt ud af, at der skal kompostorme til for at skabe omsætning. Kompostormene har brug for mikroorganismerne først, før de kan bearbejde grene, blade osv. Kompostormene spiser og omsætter, og i den proces skaber de luft i jorden, som skaber gode forhold for grøntsagerne.
Forstår du, hvor jeg vil hen? Jeg vil nødig kalde en kollega for kompostorm, men så alligevel… Da jeg forleden stod ved komposten begyndte jeg at reflektere over, hvad det er, der skaber “luft” i teamet, så “produkterne” kan spire. Og hvad går forud for det? Små, usynlige handlinger (“mikroorganismer”), som skaber mulighed for, at andre kan skabe luft. Alting spiller en rolle – hvordan kan vi være mere bevidste om, hvad vi hver især bidrager med, for at vi lykkedes.
Og så en øvelse:
Gå ud en af de næste dage og brug 10 minutter på at betragte noget natur og reflektér. Det kan være en blomst, en stjernehimmel, et væltet træ. Du bestemmer. Først vil du måske føle, at du glor. Så begynder du måske at se, måske observere og betragte. Og stil dig selv spørgsmålet: Hvad vil det, jeg ser, fortælle mig? Hvilket spørgsmål stiller det dig og de menneskelige systemer, du er en del af?
Jeg oplever, at naturen taler til mig i kompostbunken. Det er barnets fantasifulde del af mig, der leger med tanken om, hvad naturen kan lære mig om organisation, ledelse og vores måder at være virksomhed på i 2025. Jeg lader fantasien råde, for der ligger potentialet for at lære og udvikle vores systemer i en mere naturlig og menneskevenlig retning.
Tør du lege med tanken om, at naturen også har noget at fortælle dig?
